Mange både på søen men et skuffende klubmesterskab.

Det er vel den bedste karakteristik af kapsejladssæsonen 2009. Klubbens flåde af L23-sejlbåde er nu vokset til otte og er i dag rygraden i kapsejladsen på Skanderborg Sø.
Faktisk er vi den klub i Danmark, som har det største aktive L23-kapsejladsfelt, og det betyder også, at den mest velbesøgte sejlads for L23-både – bortset fra DM – finder sted på Skanderborg Sø.
Tolv tilmeldte var der i år til pinsens traditionsrige matchrace, heraf syv udenbys. Alligevel var vi tæt på en aflysning, da stævnets tre ellers så trofaste hovedsponsorer sprang fra i sidste øjeblik. Det er dyrt at arrangere så stort er stævne, og når bådene kommer på trailer over Storebælt, er det begrænset, hvad vi kan tillade os at opkræve i startgebyr.
Men firmaet Brdr. Thybo reddede sejladsen i 11 time, skrev stor en check, fik lavet trøjer med logo til alle, og så hed sejladsen pludselig Brdr. Thybo-cup.
For ottende gang lød startskuddet til matchracen, måske den mest vellykkede i sejladsens historie, ikke mindst fordi sol, varme og vind tilsmilede os denne pinse.
Ok, vi må konstatere, at nok er vi det største felt i Danmark, men ikke det hurtigste. Vi fik faktisk klø.
Kampen om førstepladsen og den eftertragtede præmie – en ny fok – stod mellem Silkeborg-båden Sylfiden og Køge-båden Zero. Begge både regnes blandt de absolut hurtigste i Danmark. Sylfiden vandt og blev senere på året nr. fire til DM, hvor Zero besatte andenpladsen.
Det siger noget om, at det er ret så krapt et felt, der mødes i Skanderborg i pinsen. Bedste Skanderborg-båd blev Hovsa med Frederiks ved roret. Tillykke, Frederik med femtepladsen.

Som sagt har rygraden i onsdagssejladserne været klubbens otte L23’ere og så de fire andre: Zolo, Tykke Bertha, Madonna og Clementine.
Tolv mere eller mindre faste både på vandet hver onsdag i flot sejlvejr.
Ikke overraskende må vi konstatere, at Erik Bøge i Madonna endnu igen er vinder af onsdagssejladserne. Selv på en god dag kan L23’erne ikke sejle ham ind.
Mellem dem var der til gengæld en knivskarp kamp, hvor sidste sejlads blev afgørende. Per Hedegaard i Alleos vandt over Karsten Hansen i Snup.

Klubmesterskabet var i år en skuffelse, fordi kun 5 både havde tilmeldt sig. Desuden var der vindstille om søndagen, så dagens langdistancesejlads blev aflyst. Heldigvis var vejret så til gengæld perfekt om lørdagen, så de 4 sejladser, der blev afviklet blev afgørende for resultatet.
Samlet vinder og klubmester 2009 blev forventeligt Madonna. L23’eren Sus besatte andenpladsen og vandt retten til at få sit navn på halvmodellen som bedste L23’er i klubmesterskabet.

Få dage inden klubmesterskabet fik vi den sørgelige meddelelse, at vores gamle sejlerkammerat, Poul Erik var død. Inden sejladserne gik i gang, blev der afholdt ét minuts stilhed for at mindes Guldsmeden, og efter sejladsen blev der drukket gravøl. Æret være Poul Eriks minde. 

Flemming Gräs,
Formand for kapsejladsudvalget